DIIIIGT

Kast dit blik
som kunstige roser
lad mig smage din psykose
jeg vil ind
i din sygdom
og ud igen
når depotmedicinen sparker ind

Et digt fra dengang, med den klang

Friheden er en dårlig undskyldning
se nu mig, jeg tørrer røv med lyserødt
papir på et toilet på sjette sal
i en faldefærdig bygning i et
slumkvarter uden for centrum

senere kom friheden snigende
i en eftermiddagslur
listede den sig ind og lagde sig
i min krop som en præcis bedøvelse

men det var først senere.

weekenddigt

Du er på SU
jeg er på coke
i øvrigt er der ingen regler
lev aggressivt
lov mig noget

3 sommerdigte som aldrig blev til noget, som aldrig blev til nåde

Jeg kan se dig stå
som en hel humanisme
på skuldrene af dig selv
du lukker festen
i en billig brandert
du kan ikke nå os
med dine proteser
kast dine lunger
op i en ligning.



Vi knalder lidt
i sengen der knirker
vi kan høre de andre
høre os gennem væggen
vi drikker the
det meste af natten
måske er det dagene
der knirker
røgen klumper
sammen under loftet
nu smager du af tandpasta
smiler
griner



Der går nervetråde
gennem din optræden
vis lidt mere
vi er kommet for at se dig
snuble når det gælder
blodet pibler ivrigt
vi organiserer os
for at se dig
falde sammen som et nu

Digtsuite fra dengang

S T E N S G Å R D
DIGTE





















































Jeg tror det er utroskab
der roder rundt
derovre i jordbærbuskene
jeg kan se en røv rumstere
eller også er det vinden
når sensommersolen sætter
en ramme om Stensgård
sniffer vi lim v. containeren
og du er hermed inviteret





















Den glitrende urinstøv
vi traver op når vi går
i tomgang rundt på gårdspladsen
danser så smukt i vores lunger
Dagen lægger vi bag os
natten skrives frem på
vaklende vers
en spændstig parentes
tilføjet natten der er
ingen regler og alt er tilladt



















Natsværmerne sidder allerede
spredt på væggen og venter
på mørket, tynget af en struktur
de ikke kan gennemskue, et lufttørret
tempo og en fortid fordelt over markerne


























Det er vidunderligt
igennem augustmørket ikke
at kunne se dine ækle bumser
udtørrede hår og slatne patter
du er billig og tarvelig
nok til mit kemiske begær


























Der er blitz på den sol
jeg lægger ind på et memorycard
Vindmøllerne trækker landskabet op
skyerne er skønhedspletter
eller acne
på den dybgule himmel
der trækker sig sammen
som systen i min mormors mave
Hende skal jeg huske at ringe til






















Folk tripper over lyset på himlen
drikker alt for meget vin
og bliver personlige
det er kunstigt
og nederen
På mandag starter
efterårsdepressionerne


















Hun lægger en intimserviet over
min pande og kalder mig elskling
men baby, du kan tørre dit provinsielle begær
af på en anden
jeg stirrer mig blind i en blitz fra et Leika
mørket drypper ro på dit ansigt
og jeg ved du tager imod
du er så befriende billig

















Ilden flammer hysterisk
over bålets konsensus
fold dig ud, gøgler
som september
kluntet trænger sig på
i toilettets nogenlunde
hvide lys
skyder jeg en times
lykke ind i armen og se
nu serverer de natmad















I fandt hinanden
i en hashrus engang
i halvfjerdserne
I er smukke
millimetermennesker
omfavn jeres lykke
den er jeres
ensidige idé
tillykke!
















Discokuglen
er en fucking wannabe
åndeløst idioti i
roterende sølv
Check stjernerne udenfor
de går amok!



















Du kan være min
fiktionsmarkør
i den hyperrealistiske solnedgang
Pigerne løber symmetrisk
rundt på gårdspladsen håbefulde
og ekstatiske som sendt
af sted på E
Tidligere stod den i zenit
siger mødrene begejstret til hinanden
der er sygt mange stjerner igen
bålet annullerer dem
men bag laden pletter
de stadig himlen til












Det er dine vestasaktier
der kløver vinden
og jeg spørger dig nu:
Vil du være min
liebfraumilchbrandert i nat
vil jeg være din
trofaste jyde på amf

du ved

mest som en erindring, et forslag til fortid

en forårsdag du kan fæstne med lidt genitiv

ØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØØ

...

det er op til dig


jeg befinder mig fint


i forræderiet


det går én vej

DIKT

Jeg kan se dig stå

som en hel humanisme

på skuldrene af dig selv

du lukker festen

i en billig brandert

du kan ikke nå os

med dine proteser

kast dine lunger

op i en ligning.

DUUUUUU

Du udgiver dig selv
for at være dig selv

d i g t

Hej har du lyst til at stoppe dyremishandling
nej tak og ok og god dag
en tur ned ad strøget med tømmermænd
er en svimlende oplevelse
af klaustrofobi
en udspilet virketrang
familier der samler sig
om noget de ikke ved hvad er
og snart har glemt igen
måske har jeg lyst til at stoppe dyremishandling
måske skal jeg ud af den her by
det er svært at sige
hvad der er vigtigst
mennesker der dør eller dyr.

Det er vandet der presser dig op imod morgen, du vågner i havnebassinet, i din seng, gennemsvedt, varm, med hænderne krængede som kærtegn der kan foldes ud, du folder dem ud, men husker ikke at byen ikke kunne holde sig oppe i nat, den sank, du sank, bladene lå som et tæppe på vandet, træerne har trukket sommeren hjem, tænker du, for det kan du skimte gennem persiennen, man kan kysse efteråret, man kan kysse piger, fortryde det hele og undskylde intet, rulle sig sammen med fingrene foldet om en spinkel søvn.

HAPPY ENDINGS

Leger med luderen som man leger med en dukke. Udvælger den, køber den, klæder den af og klæder den på, bruger den som man vil og skrotter den når man vil videre.
































Hun var ikke ligefrem smuk, men hendes krop var lækker. Hun lugtede af daggammel Chanel, ikke for markant, men alligevel. Nogle af dem stinker fandeme så det stikker i lungerne. Jeg bad engang en asiatertøs tage et bad først. Så er man også sikker på de er rene. Nå, men hende her ville kraftedeme snakke bagefter, som om vi var kærester. Det gør de også hos frisøren. Jeg skal have fundet mig en gammel mand der kan finde ud af at holde kæft og gøre sit arbejde. Hende her var i hvert fald koreaner og fuldstændig vild med Britney Spears.







































Festen pumpede fint. En tør lugt fra røgmaskinen. Bassen ejede mig, hun bundede gule Gajoler, kiggede på mig med det der jeg-vil-bare-gerne-skullfuckes-i-en-baggård-blik, så var vi i gang. Hoppede ud i bilen, stoppede ved en hæveautomat og hun lagde sin hånd på min da vi kørte derfra. Det var ret intenst. Da vi kom hjem satte jeg Mac´en til at filme, det er rimelig stenet at se i dag, men også rimelig grineren. Hun er så pixelleret at se på. Hun var ok fraværende, det kunne jeg godt lide. Så betyder det ikke så meget. Hun ville gerne tilbage til festen da vi var færdige. Det gad jeg ikke.






































Du gav champagne og blowjobs, drengene var helt oppe at ringe. Vi skiftedes til at ordne dig, senere dansede vi på en sky af brutalitet. Du passede fint på dine sygdomme, tro mig, vi havde de bedste intentioner, vi var ikke ude på at tage noget fra dig. Det var mig der stod foran dig med en breath control og styrede dit åndedræt. Det er fedt du var med på det. Det tripper vi stadig over. Men nok om det, hvad laver du i dag, bor du stadig i Skalborg? Sig til hvis du er i Århus igen, vi har allerede lavet en fællespulje med dit navn på. Den er oppe på tusind nu.








































Mellem to basgange sidder hun med et asynkront blik og stirrer, halvfemsertechnoen pumper i loops af ingenting og jeg går derover for at prøve. Hun blev vildt fornærmet. Hun hedder Laura. Hun læser medicin.














































Hendes dovne krop hænger slasket, arrogant på sengekanten. Bleg og aftendød sidder hun foroverbøjet med sine safter i skødet. Vuggende, nænsomt, den lunkne sperm mellem de sammenklemte bryster, før hun til sidst giver slip og lader dem falde til hver sin side, og spermen løber dovent ned ad maven. Det er ved at blive lyst derude, fuglene synger morgenen i gang, og skrid så med dig kammerat, jeg skal i bad.





























Jeg er den eneste kunde i butikken i aften, har været her fire gange på en uge nu. Det har jeg slet ikke penge til. I de andre rum griner pigerne synkront af det samme tv-program, noget talentagtigt. Væggene er tynde, nærmest af papmaché, det har jeg aldrig tænkt over før, man kan høre pigerne prutte og den slags, det ved jeg ikke hvad jeg synes om. Det er som om der er lukket, som om jeg har fået særlig adgang, de har sagt: I aften holder vi fri medmindre ham den unge kommer, og har så på forhånd afgjort hvem der skulle tage imod mig, måske med sten-saks-papir. Jeg har altid tabt i sten-saks-papir. De fleste vælger stenen først, så hvis man tør skal man starte med papir. Da jeg er færdig og går igen er programmet ovre, de er samlet i et rum og venter på den sidste pige inden de sætter filmen på. De skal se en Morten Korch-film, det stener jeg lidt over i bussen på vej hjem.























Har været syg i snart to uger nu, bihulebetændelse, det er umuligt at vriste sig ud af. Prøvede at bedøve den med en druktur, alle drengene samlet og Fernet Branca til den lyse morgen. Dagen efter var min krop så lammet af tømmermændene, at jeg troede jeg kastede sygdommen op da jeg brækkede mig. Det var Fernet Branca. Og guldøl. Og en burger. Hvad fanden laver jeg. Dagen efter var jeg syg igen. Jeg ved ikke hvad jeg foretrækker, tømmermænd eller bihulebetændelse. Tænkte i sidste uge på at tage hen på klinikken, men de lukker dig ikke ind hvis du er syg. Det er influenzaen de er bange for. De har en syg logik dernede. De er begyndt at servere øl til de faste besøgende, en kold pilsner er skøn efter en god omgang. En øl og en smøg, ligesom i filmene. Og så en uforpligtende snak om et eller andet ligegyldigt, tit finder jeg på ting når vi taler, hvem skal stå til regnskab for de snakke, mange af dem kender ikke engang mit rigtige navn, der er en fiktion i de senge, i vores snakke, når vi knepper, tiden står ikke en skid stille, den er meget konkret, 600 for en halv time, og det er fint, sådan skal det være, så kan man ligge derhjemme og bøvle med eksistensen.




















En af pigerne døde sgu i sidste uge, det skulle have været ret voldsomt. Snuff, det ultimative knald, orgasmen indleder døden, i Frankrig kalder de samleje le petit morte, nej, orgasmen udløser døden, det er bedre, det handler ikke om ondskab, kvælningen, som jeg tror er den typiske metode, har kun med nydelse at gøre, at dominere sin partner og følge vedkommende til det sidste åndedrag, svedig, ekstatisk, underkastet. Jeg mistede lysten i nogle dage da det skete, der var politi overalt, og det blev for konkret. Pigen vidste ikke hvad det betød før hun døde og ikke forstod det igen. Jeg venter lige et par dage mere med at tage derned.


























Hun siger, det er hendes første gang, hvis hun gør det her vil hun føle sig ussel i morgen, det er fint med mig, hvis vi knepper kan vi ikke være venner, hun er storslået, hendes samvittighed er pompøs, synes jeg, hun beholder stiletterne på, det er fint med mig, hvad har vi tilfælles, det jeg har brug for er penge, og fisse, din gule badekåbe kan du slynge om din ensomhed, jeg lover at tænke på dig næste gang jeg onanerer, du er unik, dit blå mærke på venstre lår forsvinder aldrig, er det et modermærke eller får du meget præcise tæsk, tak for besøget, vi skal aldrig ses igen.



























Sneen dalede så yndigt da jeg i sidste øjeblik trak mig ud, og kom ud over hendes brede men fint iscenesatte røv, strømpeholderne havde hun stadig på og belysningen var så mørk at der akkurat var plads til mine fantasier. Jeg havde aldrig set hende dernede før, hun kunne være hvem som helst, og det var hun sikkert også. Det var smattet da jeg gik derfra. Jeg spreder glæde, sagde hun, og ben sagde jeg, hun opfatter sig selv som en omsværmet prinsesse, en glædespige af den gode gamle slags, jeg gav hende ret og sagde: På beløbet, tak.

du lover mig søvn

Dine navnefæller på facebook er smukke,
men dig kan jeg ikke finde
og du har lovet mig søvn
et insekt lægger æg under min hud
jeg kradser med en negl
det forskubber sig
du forsøger at sove.

DIGT

Vi spiste rødt kød
og hinanden sagde jeg
men du lyttede
aldrig, gjorde du
nogensinde noget
for at hænge på
var det nogensinde nok
at lade som om
vi var andet
end en indskudt sætning
i en hel elegi

Opdrift, med rødderne blottede som porno 24-27 august 2009

Mit højre ben hviler på mit venstre knæ, det rumler, i kupeen i kroppen, jeg kigger ned over mine ternede shorts, stopper ved blodpletten, og de pletter der engang var blod, men nu kun er skygger mod himlens, eller shortsenes blå, himlen hang med tunge skyer da jeg gik ud af min dør i morges, med tasken spændt løst fast på ryggen, stroppen der rev i min skulder, nu står tasken på gulvet i bumletoget mod Struer, og mit blik hviler ved sårene på mit ben, der ikke væsker her til morgen, det gør mine øjne derimod, de svømmer ud i to timers søvn, jeg er træt ud af mit hoved, man kan vågne.
Man kan vågne, jeg er drevet den sidste måned, efter jeg kom hjem fra rejsen, til universitetet og to opgaver jeg brugte to uger på ikke at få skrevet, det er snart tre uger siden der gik ordentligt hul på mit døgn, jeg brugte nætterne til at lytte til distortionplader og p1, de samme programmer looper rundt i en behagelig mumlen uden modtager, hvad gør de på Island efter krisen, hvad kommer fingerbøl af, når bøller kommer fra bøllemosen, hvad foretager de sig egentlig i Europa Parlamentet, og hvis jeg havde hørt efter havde jeg vidst det, men jeg gled bare, længere og længere mod morgenen, til klokken blev otte eller ni når jeg endelig kunne sove, når denne rumlen endelig tog af og jeg faldt hen, i morges sov jeg allerede klokken 7, klokken 10 mødtes jeg med Niklas på stationen, og han grinte sit store grin da jeg forsøgte at forklare hvor træt jeg var fumlende med ord, jeg trådte cigaretten ud under min gummisål og to minutter før afgang sad vi så i toget, vi skal til Viborg.
Man husker hvem man er, i skoven i stilheden optegnet af børneskrig så fjerne det kunne være fugle, vi skriver os væk, vi driver videre, vi går.
Vi mødes med Rune ved stationen i Viborg, vi sagde en masse i toget, men hvad husker jeg ikke, det er sikkert også ligemeget, Niklas rakte mig et par vandrestøvler i en blå Aldi-plastpose, de er tunge, lidt for store og klemmer min højre storetå, Rune går på fotoskole i Viborg, er ude på en opgave, men har syltet den for at mødes med os, og vi forøger at overtale ham, som tilbage i gymnasiet, til at pjække, tage med os, men det kan åbenbart ikke komme på tale, vi går i ring på gågaden, forbi de samme tre undertøjsbutikker to gange, seks undertøjsbutikker med kridhvide mannequiner, frække storbarmede mannequiner, hudfarvede endnu, i Århus er de alle gledet over grå til kulsorte. Hvor skal i hen? spørger Rune. Hvor som helst, vi er på flugt, kom med, udbryder jeg, og ved godt hvor jeg kommer fra, men det vil han ikke.
Vi finder endelig turistkontoret, Viborg er charmerende, bag disken står en ca. 30årig kvinde, hun er trist, har formentlig altid været det, jeg er træt, under hendes højre øje hænger et blåt mærke, en hilsen, en advarsel, og hvorfor de har sat hende op til disken, med al hendes skam, ved jeg ikke, og hvorfor de er fire på arbejde på denne augustmandag er uudgrundeligt, de har kun nogle ganske dårlige kort, og vi køber de fire første, fire gange tredive kilometer uendeligt optimistiske, selvfornægtende, og jeg får øje på Viborg-snapsen i nogle flotte flasker, tager en op, og har før jeg ved af det givet 70 kroner for 12,5 cl, måske køber jeg den for at være sød ved hende, måske fordi det autentiske tænder mig ellers er jeg bare træt ud af mig selv, hvor kommer i så fra, spørger hun, let flirtende måske, jeg ved snart ikke, med sin matte hud, sit mærke, Århus, svarer jeg og smiler, okay!, udbryder hun overrasket, hvor kender i så hærvejen fra? Der er ikke mange fra Århus der kommer hertil, og især ikke på jeres alder, fortsætter hun bag hendes hvide tænder i lige rækker, og jeg begynder at fortælle om turistkontoret i Bække, som min farfar startede op på sine pensionistdage, og turene langs vejen, i bussen da jeg var barn, og sad på bagsædet sammen med mine ældre fætre, der snakkede om piger, mens min farfar speakede over bussens anlæg om hærvejens seværdigheder, den store sten, som vi kører forbi, som jeg kravlede rundt på, som min farfar var med til at trække op af mulden, de brugte 6 store traktorer til det, med kæder og barkede hænder, og da jeg var 16 år mistede jeg min mødom, rystende nervøs selvom jeg havde onaneret tre gange den dag, fordi jeg vidste hvad der skulle ske, men det fortæller jeg selvfølgelig ikke, det tror jeg i hvert fald ikke, for nu står vi ude på gaden igen, jeg har Viborg-snapsen i hånden, Niklas har kortene, Rune vil tilbage på skolen, vi skal til at af sted. Vi passerer Messingjens på vejen, den lokale bar opkaldt efter en hest der trak sin herre hjem, fra hvor kan Rune ikke huske, han siger farvel, og vi går forbi banegården, ud mod stien.
Træerne i 200 hundrede år trukket mod højre i vinden, det er vindstille, de hænger ud.
Vi handler i Lidl i udkanten af byen, det er sidste chance sagde kvinden på turistkontoret alvorligt og satte et kryds på vores kort, vi griner og går vild i butikken, der er bygget op efter tysk arvemateriale, det er fint nok, vi finder det meste af det vi skal bruge, det er alt sammen tysk og på AKTION. Vores tasker er endnu tungere da vi endelig når ud af Viborg, endeligt ud på stien, omgivet af lyng, med tunge tasker, og en åben fornemmelse der sikkert skyldes søvnmangel, og hvad så, den er lige god af den grund, jeg er ved at vågne. Vi snakker om at lave vores egen snaps, med lyng og porse, men ved ikke hvordan planterne ser ud eller hvordan de skal behandles, lynglandskabet glider langsomt over i skov, og nu kan vi ikke høre vejen længere, så må vi alligevel være kommet et stykke selvom det ikke føles af meget, den eneste person vi har passeret, så vi ikke, men vedkommendes tilstedeværelse blev bestemt af den hvide bil der holdt inde midt i skoven, og vi vædede om det var en smugler eller en morder, der nu stod og sparkede blade hen over det hul vedkommende lige havde gravet. Da jeg var barn gravede jeg fælder i mine bedsteforældres have, dækkede dem med kviste plasticposer, muld og blade, uden at tænke på konsekvensen når et ældre menneske brækker ben, jeg var meget bange dengang, det er jeg stadig, hvilket Niklas da også driller mig med når jeg undlader at spise blåbærrene der tydeligvis er blåbær fordi de kunne være giftige, vi kender ikke skoven, jeg peger på træerne og spørger Niklas om det ikke er bøg eller elm eller birk, men han ved lige så lidt som mig.
Jeg har lige været ude i køkkenet, de hører JayZ og ryger joints, jeg tog et enkelt sug og tvang mig så væk fra bordet før jeg nåede at ryge mere, før jeg fik lyst til mere, jeg er hjemme igen, for lidt længere siden lå jeg ugudeligt træt i min seng næsten sovende, mærkede jeg min hud efter, og fandt i den et nyt sår, jeg er piller af natur, men det ville ikke slippe huden. Lysstofrøret blinkede over vasken, jeg fik et glimt af mit ansigt der ikke var mit i spejlet før lyset for alvor fik fat, der stod jeg, jeg stod lidt, kastede vand i hovedet og løftede så op i T-shirten for at gå såret efter, men det var ikke et sår, i stedet hang seks tynde spirer ud fra en sort klump fæstet i min hud, en tæge altså, eller en flåt kunne jeg forstå på min moder da jeg ringede for at høre hvad det kunne være, jeg forsøgte at fjerne den med fingrene, tog fat nede om hovedet med neglene og trak til, så min hud blev helt spændt ud fra udgangspunktet, den ville ikke slippe, jeg prøvede igen, længere, insisterende, til den til sidst gav efter, den sprællede i min hånd, ledte efter en åbning, før jeg smed den ned i vasken og skyllede efter. Jeg blev straks frisk og rastløs, og gled ud i køkkenet, hvor der er fest, jeg er hjemme igen, i morgen skal jeg af sted.
Et træ formet som et vildsvinehoved mellem bladene. Niklas kan ikke få øje på det, tror ikke på det.
Hvad har vi gået nu? 8-9 kilometer, jeg er træt, i benene også, og kortene er elendige, der er indtegnet en bygning, og det må være den bygning der, er vi gået for langt, Niels Bugges kro skulle først dukke op senere, lad os gå ned til vejen, få et overblik, vi har fulgt de blå skilte uden at tænke det sidste lange stykke tid, siden vi satte i gang faktisk, en humoristisk skovfoged kunne lede os hvor som helst hen, vi har snakket om gode voldtægtssteder, hvor ville det være sikrest, mest ydmygende, hvem ville voldtage os? Niklas peger på skovbrynet klods op af vejen og siger: Der ville det være fuldstændig perfekt, bilerne suser forbi ude på vejen, skovbrynet ligger en meter neden for, bilisterne ville ikke kunne se noget, de ville ikke kunne høre nogen skrig i deres isolerede biler, vi er gået vild. I haven foran hotellet ligger et par og kæler, den ene er halvnøgen, den anden er dækket af den første, der er kærtegn, hurtige bevægelser, jeg stopper op, stirrer, jeg er blind af træthed, hoved og krop, det er en kvinde øverst, hun har hænderne rundt på sin partners krop, hårde kærtegn og rifter i huden under tøjet, hun vender hovedet rundt og får øje på mig, jeg kommer til at løfte hånden som en hilsen, men kommer så til mig selv, vender rundt og går ned af bakken til Niklas, vi bliver nød til at spørge om vej, siger jeg, og Niklas nikker. Da vi kommer op til hotellet er kvinden ved at tage sin bluse på, hendes partner sidder på bænken med ryggen mod solen, de er ældre end jeg troede, og partneren er en kvinde, et sæt Københavnske lebber der forklarer os at dette er hotellet, det er først kroen længere hende, vi er på rette vej, Rune ringer og siger at han kommer ud og møder os, mændene er kvinder, hotellet er kroen, hjernen ligger langt ude i skoven.
To grene har lagt sig som slanger med opspilede flammemunde over kævlen, der er ved at fange ild, som de to hugorme vi ikke så blandt de planter vi blev enige om var lyng, senere kravler en fugl op fra gløderne, kulsort, med et flammende øje og ild ud af næbet.
Jeg gik tidligt i seng, læste lidt Sarakoski, tiden i prag, men var for træt til rigtig at fatte hvad der stod, da jeg var i Prag læste jeg Bobergs amerikanske erindringer, når vi rejser ud læser vi bøger om at rejse længere væk. De andre er friske selvom de drak i går, det gjorde jeg ikke, manden der står for herberget kommer cyklende ude fra skoven, med to friskskårne stave og en fukssvans i højre hånd, der kommer 60 pensionerede stavgængere i dag og jeg vil gerne kunne følge med, siger han, jeg griner nervøst, vi tager afsked, mine ben er uendeligt tunge allerede fra start af, mine boxershorts skarver, det skal nok gå, vi går og synger sange, fra barndommen, højskolen, 90’erne, du ved, sange Niklas skrev i gymnasiet, som stadig ligger tæt på tungen på rygmarven, jeg er morgenmanisk og blander teksterne sammen, finder på, vi snakker om træer der kunne være gode at hænge sig i, peger og diskuterer grenenes tykkelse, risikoen for at de ville knække, æstetikken når man blev fundet med brune bukser, blomsterne der daler rundt om ens ører, bladene der finder sine oprindelige farver frem i efteråret, hvem der ville finde en hvor. Senere tæver Niklas en myretue med en gren mens Rune tager et billede, jeg spiller forarget og er nok lidt forarget, men mest af alt udmattet, højderyggen er fantastisk, jeg ville i hvert fald gerne synes at den var fantastisk, i iskiosken på toppen af bakken, mellem geder og får køber Niklas en pose slik, sælgeren bedyrer at den er blandet med kærlighed. Senere passerer vi en svingerklub eller en hashbule, hvorfor skulle man ellers bygge et hus lige her, Egely har de kaldt det.
Jeg lå i sengen, lyttede Beats Me igennem for første gang i 5 år, det sitrede, som kærtegn fingrene husker. Kroppen husker.
Da der er to kilometer tilbage er jeg ikke i stand til at gå længere, hvorfor lader man sin krop forfalde så meget? Hvorfor lader man stå så meget til? Jeg ved det ikke, alt er noget andet, himlen er smuk, min krop er en andens, og vi når frem, jeg kan ikke mærke mine ben længere, da jeg smider tasken på gulvet i det skur vi er blevet tildelt, mellem planteskole statuer, og et utal af hunde, der gør, glammer osv. De er fra samme kuld men har forskellige fædre, siger damen iklædt tigertop og en lys let nederdel, hun er gammel, og fortæller os morgenen efter ivrigt om den poolejendom der er deres, hende og hendes mand, som vi passerer på deres vej mellem deres poppeltræer, før hun tager imod de 500 kroner, og sikkert lover sig selv, at bondemanden skal have et put i aften, de er flinke nok, men nogle arrogante pengegriske idioter, Rune er taget tilbage til skolen, Niklas har tømmermænd, jeg er træt, men benene går bedre i dag, de går mere af sig selv, og vi siger en hel masse, men siger ikke rigtig noget, faktisk slet ingen ting, snakker mest af alt om hvordan bondemanden, herbergsindehaveren, snart kommer kørende med hævet jagtgevær på ladet af en pickuptruck, bag rattet sidder hans retarderede søn, vi ikke så, men som helt sikkert har hareskår, hvordan han skyder efter os, igen og igen, men aldrig rammer.
Jeg så et rådyr, gyldenbrun i pelsen sprang den over stien halvtreds meter fremme, jeg siger det ikke til nogen.
Vi når frem til Kragelund, det er gået godt i dag, de ringer solen ned 17.30, jeg ringer til min lillebror og siger vi ikke når til Ry. Næste morgen blaffer vi til Silkeborg, der er pinlig tavshed i bilen, det passer mig godt, vi sidder og kigger lidt på en afbleget skønhed på banegården, jeg ringer til min far, der fortæller om min onkel, sjældent snakkesagelig. Ud for hovedbanen i Århus har nogen tegnet et Hitleroverskæg på Obama og deler flyers ud omhandlende solpletaktivitet. Glem global Warming, råber de. Jeg kommer i tanke om min krop, og tager 17’eren tilbage til kollegiet.
En plantage, al skovbunden dækket af lysegrøn mos mellem stammerne, et psykedelisk tæppe, enkelte træer væltede, med rødderne blottede som porno.

August, sidst år, ja ja, puha...

Ilden flammer hysterisk
over bålets konsensus
fold dig ud, gøgler
som september
kluntet trænger sig på
i toilettets nogenlunde
hvide lys
skyder jeg en times
lykke ind i armen og se!
nu serverer de natmad

Det var dagene

Hun lægger en intimserviet over
min pande og kalder mig elskling
men baby, tør dit provinsielle begær af på en anden
mørket drypper ro på dit ansigt
og jeg ved du tager imod
du er så befriende uambitiøs

Skrot, skrot, skrot, kan du huske dengang, uh uh!

Det er utroskab
der roder rundt
derovre i jordbærbuskene
jeg kan se en røv rumstere
eller vinden

når sensommersolen sætter
en ramme om Stensgård
sniffer vi lim v. containeren

Det her røg ud af Friedrichshain, berlindigtene, kasseret, skrot, yes!

Jeg prøvede at forklare dig:
Vi to er udtryk for det samme
meningsløse nærvær.
Jeg blev primitiv efter 3
så kys mine aversioner,
det er det eneste du får.
Du stinker af bedrag
og Chanel, siger:
Fyre er lidt ligesom byer
jeg tænker aldrig på dem.

Det er tre timer der udgør natten og mørkklædte mænd der trækker containere væk fulde af lig, jeg ligger i min seng, lytter eller går lidt i mig selv, natten er blå, Conor Oberst synger med på ensomheden i det du træder ind af døren, mit lille skønne plottvist, uden at banke på, for vi leger at du er en fremmed og har sex, mit bryst mod dit hjertes hede spænding, byen slynger sig kælent i en voldsspiral, der er et maskebal som ingen har hørt om, friske voldtægter i stort set alle baggårde, byen har sex med sig selv, sig det ikke til nogen.

Maj, Buenos Aires, skitse, kasseret, aaaaalt for meget, puha, jaja, slap af!

i gule gader i Palermo
løber kattene vertikalt
op i træerne
man må vende sig
mod linjebruddet
virker det tragisk
at forlige sig med reklamernes
foreløbige sandheder

April. Peru

en ged har et partinavn
sprayet ind i pelsen
alle har ret til et arbejde
arbejde er også en frihed
den går tilfældigt omkring
i de bakkede gader, børnene stikker til den
med kviste og colaflasker uden
nødvendigvis at være tilhængere
af det frie marked

Et fragment

Jeg finder mig selv nøgen mod et brunligt trægulv med min klæbrige krop mod brædderne som er glatte og lagt indenfor de sidste par år, det er den type gulv der kræver at man sætter gummidutter under alle ens møbler for ikke at trække ridser i det når man trækker stolen ud og derved afslører at det ikke har den samme mørke farve hele vejen igennem sine ca. 9 mm der er tydeligt overfladefarvet for at bringe træets naturlighed frem, dets årer der vrider sig igennem de ca 300, 25 cm lange brædder der udgør gulvet på det værelse jeg har lejet mig ind på og ligger nøgen imod med øjnene åbne og sæden samlet i ca. 10 stykker trelagstoiletpapir krøllet sammen af min højre hånd der nu lukker sig helt om den svampede klump, jeg er taget hertil for at forsvinde, den smule tøj jeg har taget med står i tasken i forgangen, det jeg rejste i ligger spredt som havde en kvinde flået det af mig, jeg er alene, kravler op over sengen der er ligeså nøgen som mig selv og trækker gardinet fra, der er så underligt stille på Eberswalder str. Station, et lyn slog ned tidligere og indstillede al trafik, nu kører U2 igen, et enormt brag rev sig løs inde i mit kranium, det tordner meget her omkring, jeg er endnu en dansker ved Kastanien Allee, men er ikke kommet for at finde mig selv, bilder jeg mig ind, der kører en sporvogn ned mod Kreuzberg, det er forår og køligt, en mand går nynnende op af trappen til stationen, men vender så om, da han indser at indgangen er spærret, de bygger stadig alting om her omkring, ned igen og op af den anden trappe og så kan jeg ikke se ham mere, den mørkhårede tigger med de sorte tænder står stadig på gadehjørnet, men der er ikke nogen på gaden hun kan spørge om penge, og det er vidst også lige meget, hendes øjne der sejler mere og mere som dagen bliver til aften, nu sejler hele hendes krop, det er tydeligt at hun nærmest ikke er til stede længere, inden længe falder hun om et eller andet sted, de lader folk som hende sove, jeg smider toiletpapiret ud af vinduet, ser det dale ned til gaden, og råber så efter hende, men fortryder og hiver hovedet ind før hun når at se mig, så ruller jeg gardinerne for de åbne vinduer, lægger mig tilbage på gulvet og falder langsomt hen.

Du kan være min fiktionsmarkør
i den hyperrealistiske solnedgang

Du kan være min fiktionsmarkør
i den hyperrealistiske solnedgang